Torsdag blev brugt i lejet bil paa New Zealands sydoe. Det blev til et par hundrede kilometer mod syd og ind i landet, og man maa lade dem dernede, at de har et smukt land.
Vaedderen skulle afsejle kl. 20.00, men ved mit sidste besoeg ved det tidspunkt kunne man oplyse mig om, at afsejlingen var udsat til ca. 22.00, idet pladsen til at modtage olie ombord havde vaeret laengere optaget end forventet.
Hjemme paa hotellets terrasse, med boggaven fra kone og unger paa skoedet og en cigar importeret fra Cuba af aeldste soen i munden, kunne jeg med udsigten over havnen holde oeje med afgangen.
Nu staar jeg i Singapore lufthavn og sender de sidste hilsener til alle, som har gidet laese med.
mvh
cul
12.1.07
10.1.07
Ankomstdagen
Efter nattens arbejde var flere af os lettere roedoejede da det stolte skib kl. 08.00 elegant lagde til kaj i Lyttelton, Christchurch havneby.
Immigrationsmyndighederne kom ombord og efter en god times tid blev det tilladt at betraede den fremmede jord. Kl. 10.30 startede det indkaldte pressemoede med den lokale presse, og vi var alle, men nok saerligt den tidligere togtleder, Katherine Richardson, som havde forestaaet pressemeddelelsen, spaendte paa hvor mange pressefolk, der kom - om nogen.
Succesen kom i hus med tilstaedevaerelse af ikke mindre end 3 landsdaekkende aviser, et pressebureau, 2 radiostationer og en TV-station. De blev i to timer, og var meget interesserede - ikke kun i forureningen af Christchurch vande sammenlignet med andre steder, men ogsaa i alle andre projekter, som beredvilligt havde udarbejdet materiale og stod klar ved laboratorierne. Vi var hot news om aftenen paa TV og store artikler i den efterfoelgende dags aviser. I oevrigt kan jeg fortaelle, at de faa proever, som blev lavet paa fiskene, tilsyneladende viser, at vi i Koebenhavn har vand, som er forurenet flere gange mere end tilfaeldet er i Christchurch.
Ikke mindre end 42 nye besaetningsmedlemmer skal ombord i Christchurch, saa der er kun en vej for os andre, som skal i land: ned af lejderen med baggagen saa hurtigt som muligt. Luk-af-erne skal rengoeres (af os selv) og fordeles til de nye, sengetoej skal vaskes, der skal instrueres om maaden, hvorpaa man skal opfoere sig ombord, afgaaende og ankommende kolleger skal udveksle informationer om proeverne og udstyret, og der skal siges farvel til de kolleger, som med det samme rejser videre - det vaere sig til de sommerlige campingpladser ude i den flotte natur eller til det vinterlige Nordeuropa.
Frokost med Katherine, skibschefen, den lokale konsul og den lokale chef for marinen - begge med ledsagere. Et hyggeligt selskab, som nok ogsaa uden snapsen og snebajerne havde fundet ud af at sludre sammen.
Kl. 17.00 ankom ca. 50-60 fra den danske koloni og chefen og jeg modtog dem paa kajen med en introduktion til skibet og ekspeditionen. Derefter var der fri adgang til skibet, hvor de kunne stille spoergsmaal til de forskere og soefolk, som maatte vaere til stede.
Fra kl. 18.00 til 21.00 reception paa daekket og det ellers regntunge vejr lettede til let sol, som forsigtigt skinnede paa de omtrent 130-140 folk. Igen en succes, hvor det var forunderligt at moede mennesker, som var taget til NZ for mere end 50 aar siden - eller sammes efterkommere. Alle sammen interesserede i Danmark generelt og Galathea3 specielt - og pudsigt var det ogsaa igen at hoere talemaader som i barndommens film.
I stedet for mit luk-af har jeg indlogeret mig i et hyggeligt lille hotel paa bjergsiden med udsigt over havnen og mit skib. Flere andre fra skibet har fundet vej til samme hotel, hvilket er hyggeligt, ikke mindst da mit arbejde er ved at tynde ud. Et enkelt selskab fra det lokale hospital skal have et foredrag ombord - men planlaegningen af deres kaffe og kage og foredragsholder er forlaengst afklaret i Koebenhavn. Men internetforbindelse byder det nye logi ikke paa.
Mine forpligtelser som togtleder afsluttes onsdag aften med en middag hos den danske konsul - igen hyggeligt og laererigt. Nej, allersidste forpligtelse er at vinke farvel til skibet torsdag aften naar det efter bunkring letter mod nye eventyr.
mvh
cul
Immigrationsmyndighederne kom ombord og efter en god times tid blev det tilladt at betraede den fremmede jord. Kl. 10.30 startede det indkaldte pressemoede med den lokale presse, og vi var alle, men nok saerligt den tidligere togtleder, Katherine Richardson, som havde forestaaet pressemeddelelsen, spaendte paa hvor mange pressefolk, der kom - om nogen.
Succesen kom i hus med tilstaedevaerelse af ikke mindre end 3 landsdaekkende aviser, et pressebureau, 2 radiostationer og en TV-station. De blev i to timer, og var meget interesserede - ikke kun i forureningen af Christchurch vande sammenlignet med andre steder, men ogsaa i alle andre projekter, som beredvilligt havde udarbejdet materiale og stod klar ved laboratorierne. Vi var hot news om aftenen paa TV og store artikler i den efterfoelgende dags aviser. I oevrigt kan jeg fortaelle, at de faa proever, som blev lavet paa fiskene, tilsyneladende viser, at vi i Koebenhavn har vand, som er forurenet flere gange mere end tilfaeldet er i Christchurch.
Ikke mindre end 42 nye besaetningsmedlemmer skal ombord i Christchurch, saa der er kun en vej for os andre, som skal i land: ned af lejderen med baggagen saa hurtigt som muligt. Luk-af-erne skal rengoeres (af os selv) og fordeles til de nye, sengetoej skal vaskes, der skal instrueres om maaden, hvorpaa man skal opfoere sig ombord, afgaaende og ankommende kolleger skal udveksle informationer om proeverne og udstyret, og der skal siges farvel til de kolleger, som med det samme rejser videre - det vaere sig til de sommerlige campingpladser ude i den flotte natur eller til det vinterlige Nordeuropa.
Frokost med Katherine, skibschefen, den lokale konsul og den lokale chef for marinen - begge med ledsagere. Et hyggeligt selskab, som nok ogsaa uden snapsen og snebajerne havde fundet ud af at sludre sammen.
Kl. 17.00 ankom ca. 50-60 fra den danske koloni og chefen og jeg modtog dem paa kajen med en introduktion til skibet og ekspeditionen. Derefter var der fri adgang til skibet, hvor de kunne stille spoergsmaal til de forskere og soefolk, som maatte vaere til stede.
Fra kl. 18.00 til 21.00 reception paa daekket og det ellers regntunge vejr lettede til let sol, som forsigtigt skinnede paa de omtrent 130-140 folk. Igen en succes, hvor det var forunderligt at moede mennesker, som var taget til NZ for mere end 50 aar siden - eller sammes efterkommere. Alle sammen interesserede i Danmark generelt og Galathea3 specielt - og pudsigt var det ogsaa igen at hoere talemaader som i barndommens film.
I stedet for mit luk-af har jeg indlogeret mig i et hyggeligt lille hotel paa bjergsiden med udsigt over havnen og mit skib. Flere andre fra skibet har fundet vej til samme hotel, hvilket er hyggeligt, ikke mindst da mit arbejde er ved at tynde ud. Et enkelt selskab fra det lokale hospital skal have et foredrag ombord - men planlaegningen af deres kaffe og kage og foredragsholder er forlaengst afklaret i Koebenhavn. Men internetforbindelse byder det nye logi ikke paa.
Mine forpligtelser som togtleder afsluttes onsdag aften med en middag hos den danske konsul - igen hyggeligt og laererigt. Nej, allersidste forpligtelse er at vinke farvel til skibet torsdag aften naar det efter bunkring letter mod nye eventyr.
mvh
cul
Sidste dage paa Galathea
Dagene svoemmede i sidste del af togtet i eet, hvilket i hoej grad skyldtes de mange opgaver, som var sammenpresset til at finde sted i de sidste dage af vor togt mod New Zealand.
Vi lavede loerdag en CTD paa 400 m., og foretog paa udvalgte banker bundskrab for at fange muslinger, krabber og snegle til vore kolleger, som paa disse skabninger kan maale miljoefremmede stoffer - saerligt fra skibenes bundmaling. Naturligvis fangede vi ogsaa fisk til vore immun- og parasitfolk - faktisk havde vi lejligheden til at saette gummibaaden i vandet og med stang fange rigtig mange store fisk. Efter at have overvaeret dissektionen af de store fisk og deres tilsvarende store parasitter kan jeg nu offentligt fortaelle mit nytaarsfortsaet: aldrig mere raa fisk!! Ogsaa stykker af havbunden blev hentet op vha. et instrument, som kan bore sig ned i bunden og tage en jordsoejle med op. Man forstaar hvorfor instrumentet kaldes Brutalis.
To af fiskerierne var loerdag nat og soendag nat. Vi var jo naaet ned i koeligere himmelstroeg og om natten skulle der faktisk lange bukser og troejer til at holde varmen. Men hyggeligt var det - en god stemning af natlig faellesskab bredte sig paa agterdaekket og alle hjalp til, saaledes at natarbejdet i begge tilfaelde kunne afsluttes ved 2-tiden. Det faellesskab kunne man i mindre grad ogsaa iagttage fredag nat, hvor brandalarmen loed kl. 1.30 og vi allesammen moedte paa agterskibet, hvor vi troede vi skulle vaere. Foerst ved 2-tiden gik det op for os, at man ved brandalarm skal blive i sit luk-af og lytte til naermere instruktioner.
Der er lagt store kraefter i at komme i kontakt med den New Zealandske presse. En af pressemedarbejderne ombord har forsigtigt gjort opmaerksom paa, at hvis han som NZ-journalist skulle lokkes til at besoege Galathea3 skulle enledningen vaere en lokal indfaldsvinkel. Hvad kan vaere mere lokalt end at fortaelle, hvorledes forureningen er i havnen paa Christchurch, sammenlignet med havne, som Galathea3 har vaeret i. Det ved folkene fra projektet om miljoefremmede stoffer noget om, og en pressemeddelelse blev udsendt med vage loefter om, at vi ved ankomst ville kunne sige noget om forureningen paa New Zealand. Herefter gloedede telefonerne til land for at faa bragt de rigtige fisk til Galathea3, saaledes at de relevante dele af fiskene kunne analyseres inden vi lagde til kaj. Lodsen blev overtalt til at medtage fiskeindvoldene og analyserne naaede at blive faerdige.
mvh
cul
Vi lavede loerdag en CTD paa 400 m., og foretog paa udvalgte banker bundskrab for at fange muslinger, krabber og snegle til vore kolleger, som paa disse skabninger kan maale miljoefremmede stoffer - saerligt fra skibenes bundmaling. Naturligvis fangede vi ogsaa fisk til vore immun- og parasitfolk - faktisk havde vi lejligheden til at saette gummibaaden i vandet og med stang fange rigtig mange store fisk. Efter at have overvaeret dissektionen af de store fisk og deres tilsvarende store parasitter kan jeg nu offentligt fortaelle mit nytaarsfortsaet: aldrig mere raa fisk!! Ogsaa stykker af havbunden blev hentet op vha. et instrument, som kan bore sig ned i bunden og tage en jordsoejle med op. Man forstaar hvorfor instrumentet kaldes Brutalis.
To af fiskerierne var loerdag nat og soendag nat. Vi var jo naaet ned i koeligere himmelstroeg og om natten skulle der faktisk lange bukser og troejer til at holde varmen. Men hyggeligt var det - en god stemning af natlig faellesskab bredte sig paa agterdaekket og alle hjalp til, saaledes at natarbejdet i begge tilfaelde kunne afsluttes ved 2-tiden. Det faellesskab kunne man i mindre grad ogsaa iagttage fredag nat, hvor brandalarmen loed kl. 1.30 og vi allesammen moedte paa agterskibet, hvor vi troede vi skulle vaere. Foerst ved 2-tiden gik det op for os, at man ved brandalarm skal blive i sit luk-af og lytte til naermere instruktioner.
Der er lagt store kraefter i at komme i kontakt med den New Zealandske presse. En af pressemedarbejderne ombord har forsigtigt gjort opmaerksom paa, at hvis han som NZ-journalist skulle lokkes til at besoege Galathea3 skulle enledningen vaere en lokal indfaldsvinkel. Hvad kan vaere mere lokalt end at fortaelle, hvorledes forureningen er i havnen paa Christchurch, sammenlignet med havne, som Galathea3 har vaeret i. Det ved folkene fra projektet om miljoefremmede stoffer noget om, og en pressemeddelelse blev udsendt med vage loefter om, at vi ved ankomst ville kunne sige noget om forureningen paa New Zealand. Herefter gloedede telefonerne til land for at faa bragt de rigtige fisk til Galathea3, saaledes at de relevante dele af fiskene kunne analyseres inden vi lagde til kaj. Lodsen blev overtalt til at medtage fiskeindvoldene og analyserne naaede at blive faerdige.
mvh
cul
5.1.07
Fisk er godt
Jeg har ikke nogen billeder af de parasitter, som der om bord er udtaget af de fisk, som vi har fanget. I stedet billeder af en samarbejdsvillig fisk og Kurt Buchmann, som ved alt om fiskesnyltere. Kurt øverst.
Menneskeheden har gennem tiderne haft et stort marint fødeindtag. Fra stenalderen og frem kan vi på humant materiale måle, at vore forfædre i høj grad har haft fisk i maven, selv om jægerne nok har haft urokse og kronhjort på hjernen.
Der er rigtig mange ernæringsmæssige fordele ved føden fra vandet, og fisk betragtes af mange - smag og behag er jo individuelt -som en kulinarisk nydelse. Men det kan ikke dække for, at det også kan være farligt at spise fisk, hvis den ikke er forberedt på den rigtige måde.
Fisk har nemlig parasitter, som for en stor dels vedkommende kan overføres til mennesker, f.eks. bændelorm. Andre mere sygdomsfremkaldende parasitter kan også overføres, og bliver det, mens atter andre "blot" får fisken til at se ulækker ud. Af både sundhedsmæssige og økonomiske årsager bekæmpes parasitterne. I kampen anvender fiskene deres immunsystem, som på alle måder søger at støde parasitten fra sig eller i det mindste inddæmme skadevirkningerne. Mennesket gør det samme, men kan herudover anvende forskning i såvel parasitter som immunsystem, således at fiskeindsutrien og sundhedsområdet får stadig bedre værktøjer i hænde.
Hvirveldyrenes immunsystem strækker sig 800 mio. år tilbage, og der arbejdes ihærdigt på at afdække, hvordan systemet opstod og hvordan det har udviklet sig gennem tiderne. Et stykke vej er man nået, men betydeligt længere er der tilbage, og et projekt ombord medvirker i denne forskningsproces. Galatheas har bl.a. til formål at forsyne immunfolkene med fisk fra fremmede områder, som kan levere snyltere og blod- og vævsprøver til analyser. Af de 25.000 fiskearter er kun ca. 20 studeret mht. immunsystem.
Fiskeindustrien søger naturligvis at frasortere fisk med parasitter, men herudover er det vigtigt, at fisken forberedes på en måde, som kan få bugt med parasitterne. På restauranterne er der lovgivning, som foreskriver, at rå fisk skal fryses før servering, og ellers anvendes metoder som saltning, kogning og stegning i en længde, som dræber snylterne. Sådan burde det i hvertfald være - og hvis ikke, så har vi jo fødevarekontrollen (-:
Så parasitproblemer fra fisk hos danskere burde oftest opstå når man har indtaget rå fisk i udlandet eller selv fanger og tilbereder fisk. Inkarnerede shushispisere og -kokke sværger til rå fisk uden forudgående frysning og i den travle verden er det langt fra altid, at forberedelserne af fisken før nydelse når at fjerne det sygdomsfremkaldende småkravl, hvis man kan kalde en 18 m. bændelorm det.
Parasitter stortrives i vore mavers saltsyre, pepsin og varme. Jeg erkender, at fisk ikke er min livret, men jeg forsikrer om neuralitet når jeg iler med to moraler: undgå for det første rå fisk, som ikke har været frosset i tilstrækkelig tid, og sæt dig for det andet ind i, hvordan og hvor længe fisken skal koges, marines, steges, saltes eller hvad du vil gøre før servering.
mvh
cul
Menneskeheden har gennem tiderne haft et stort marint fødeindtag. Fra stenalderen og frem kan vi på humant materiale måle, at vore forfædre i høj grad har haft fisk i maven, selv om jægerne nok har haft urokse og kronhjort på hjernen.
Der er rigtig mange ernæringsmæssige fordele ved føden fra vandet, og fisk betragtes af mange - smag og behag er jo individuelt -som en kulinarisk nydelse. Men det kan ikke dække for, at det også kan være farligt at spise fisk, hvis den ikke er forberedt på den rigtige måde.
Fisk har nemlig parasitter, som for en stor dels vedkommende kan overføres til mennesker, f.eks. bændelorm. Andre mere sygdomsfremkaldende parasitter kan også overføres, og bliver det, mens atter andre "blot" får fisken til at se ulækker ud. Af både sundhedsmæssige og økonomiske årsager bekæmpes parasitterne. I kampen anvender fiskene deres immunsystem, som på alle måder søger at støde parasitten fra sig eller i det mindste inddæmme skadevirkningerne. Mennesket gør det samme, men kan herudover anvende forskning i såvel parasitter som immunsystem, således at fiskeindsutrien og sundhedsområdet får stadig bedre værktøjer i hænde.
Hvirveldyrenes immunsystem strækker sig 800 mio. år tilbage, og der arbejdes ihærdigt på at afdække, hvordan systemet opstod og hvordan det har udviklet sig gennem tiderne. Et stykke vej er man nået, men betydeligt længere er der tilbage, og et projekt ombord medvirker i denne forskningsproces. Galatheas har bl.a. til formål at forsyne immunfolkene med fisk fra fremmede områder, som kan levere snyltere og blod- og vævsprøver til analyser. Af de 25.000 fiskearter er kun ca. 20 studeret mht. immunsystem.
Fiskeindustrien søger naturligvis at frasortere fisk med parasitter, men herudover er det vigtigt, at fisken forberedes på en måde, som kan få bugt med parasitterne. På restauranterne er der lovgivning, som foreskriver, at rå fisk skal fryses før servering, og ellers anvendes metoder som saltning, kogning og stegning i en længde, som dræber snylterne. Sådan burde det i hvertfald være - og hvis ikke, så har vi jo fødevarekontrollen (-:
Så parasitproblemer fra fisk hos danskere burde oftest opstå når man har indtaget rå fisk i udlandet eller selv fanger og tilbereder fisk. Inkarnerede shushispisere og -kokke sværger til rå fisk uden forudgående frysning og i den travle verden er det langt fra altid, at forberedelserne af fisken før nydelse når at fjerne det sygdomsfremkaldende småkravl, hvis man kan kalde en 18 m. bændelorm det.
Parasitter stortrives i vore mavers saltsyre, pepsin og varme. Jeg erkender, at fisk ikke er min livret, men jeg forsikrer om neuralitet når jeg iler med to moraler: undgå for det første rå fisk, som ikke har været frosset i tilstrækkelig tid, og sæt dig for det andet ind i, hvordan og hvor længe fisken skal koges, marines, steges, saltes eller hvad du vil gøre før servering.
mvh
cul
4.1.07
Indsamling af data og prøver
I dag har skibet ligget stille i 6 timer for at kunne anvende redskaberne udover skibssiden. Der blev foretaget tre udsætninger af forskellige instrumenter i vandet, hvor jeg her vil viderebringe, hvad jeg har lært om det ene af dem, nemlig om CTD. På billedet kan I se Karen Marie Hillingsøe gør maskineriet klar.
Man har gennem rigtig mange år målt vands karakteristika, men i de sidste 30-40 år har den foretrukne metode været anvendelse af et Conductivity-Temperature-Depth-instrument. Instrumentet sænkes i vandet med en stålwire fra et spil og inde i wiren ligger der kommunikationskabler, som forbinder CTD-en i vandet med forskernes computere. Når CTD-en sænkes ned gennem vandet indsamles løbende målinger om vandsøjlens ledeevne, temperatur og dybde.
Saltets tilstedeværelse og mængde indvirker på vandets elektriske ledeevne, f.eks. er det sværere at trænge gennem vand med lidt salt end med meget. På den måde kan forskerne ned til 3500 meters dybde, som var tilfældet i dag, løbende modtage besked om vandets saltindhold. Ligeledes sender CTD-en løbende meget nøjagtige informationer om temperaturen og dybden, og med de tre variable er der yderligere mulighed for at udregne andre informationer.
Vor CTD er fastgjort nederst på en cylinderramme, som udover CTD-en også har fået påmonteret 12 flasker, som tager vandprøver fra bestemte dybder, samt andre instrumenter. Så det er mange informationer, som sendes fra dybet. Rammen fastgøres i en stor kran, som sænker og hæver med 50 meter i minuttet. Alt i alt brugte vi i dag altså godt 3 timer på denne indsamling, men gav på den måde informationer og prøver til tre forskningsprojekter i laboratorierne. En forsker fortalte mig, at han for en sådan vandprøve havde 12 timers arbejde i udsigt.
Større dyr besøger os. En haj er spottet, en albatros og adskillige andre oceanfugle, og på dækket lå til morgen en flyvefisk, som straks blev taget under kniven af skibets ekspert i fiskeparasitter – og stor var lykken, da det viste sig, at det stakkels kræ havde en velvoksen bændelorm. Men vi har ikke set andre skibe siden sidste år.
Koraller er skarpe og ligger langt fra forbindingskasser, så ofte når betændelse at forhindre en normal heling. Skibets Doc har behandlet sådanne sår på benene hos to af kollegerne, og billedforbindelsen til Esbjerg blev aftestet, idet man her kører et forsøg med at fjerndiagnosticere sygdomme på skibe. Og så har en klovn anvendt motionsrummets løbebånd under søgang og naturligvis endt i den bagvedstående motionscykel. Men jeg fik ikke andet end blå mærker.
mvh
cul
Man har gennem rigtig mange år målt vands karakteristika, men i de sidste 30-40 år har den foretrukne metode været anvendelse af et Conductivity-Temperature-Depth-instrument. Instrumentet sænkes i vandet med en stålwire fra et spil og inde i wiren ligger der kommunikationskabler, som forbinder CTD-en i vandet med forskernes computere. Når CTD-en sænkes ned gennem vandet indsamles løbende målinger om vandsøjlens ledeevne, temperatur og dybde.
Saltets tilstedeværelse og mængde indvirker på vandets elektriske ledeevne, f.eks. er det sværere at trænge gennem vand med lidt salt end med meget. På den måde kan forskerne ned til 3500 meters dybde, som var tilfældet i dag, løbende modtage besked om vandets saltindhold. Ligeledes sender CTD-en løbende meget nøjagtige informationer om temperaturen og dybden, og med de tre variable er der yderligere mulighed for at udregne andre informationer.
Vor CTD er fastgjort nederst på en cylinderramme, som udover CTD-en også har fået påmonteret 12 flasker, som tager vandprøver fra bestemte dybder, samt andre instrumenter. Så det er mange informationer, som sendes fra dybet. Rammen fastgøres i en stor kran, som sænker og hæver med 50 meter i minuttet. Alt i alt brugte vi i dag altså godt 3 timer på denne indsamling, men gav på den måde informationer og prøver til tre forskningsprojekter i laboratorierne. En forsker fortalte mig, at han for en sådan vandprøve havde 12 timers arbejde i udsigt.
Større dyr besøger os. En haj er spottet, en albatros og adskillige andre oceanfugle, og på dækket lå til morgen en flyvefisk, som straks blev taget under kniven af skibets ekspert i fiskeparasitter – og stor var lykken, da det viste sig, at det stakkels kræ havde en velvoksen bændelorm. Men vi har ikke set andre skibe siden sidste år.
Koraller er skarpe og ligger langt fra forbindingskasser, så ofte når betændelse at forhindre en normal heling. Skibets Doc har behandlet sådanne sår på benene hos to af kollegerne, og billedforbindelsen til Esbjerg blev aftestet, idet man her kører et forsøg med at fjerndiagnosticere sygdomme på skibe. Og så har en klovn anvendt motionsrummets løbebånd under søgang og naturligvis endt i den bagvedstående motionscykel. Men jeg fik ikke andet end blå mærker.
mvh
cul
2.1.07
Projektledere
Sender et billede af deltagerne fra et projektledermøde.
På venstre flanke er det siddende Jens Tang Christensen, Jesper Bruhn, Frank Knudsen og stående René Forsberg og Karen Marie Hilligsøe. Videre sidden mod bagvæggen fra venstre: Aage Boesen Pedersen, Bente Wolff, Kathrine Richardson, Ellen Lorenzen, Thilde Bech Bruun, Peter Roepstorff, Bjarne Jensen, Lars Christensen og lige med næse og briller fremme Morten Søndergaard.
Bemærk i øvrigt de to haner i forgrunden - aldrig i brug, fejlinvestering!
mvh
cul
Livet ombord
Dagen starter for mit vedkommende kl. 6.30 om morgenen, hvor min mobil vækker mig. Lidt gavn skal den vel gøre når den nu ikke kan opfylde sit hovedformål som kommunikationsværktøj. En halv time senere er der morgenmad (hvis nogen fra Søværnet skulle læse dette må I undskylde, at jeg anvender civilt sprog).
Chefmessen, hvor jeg spiser, ligger på næstøverste dæk - øverst er broen. Omkring chefmessen bor chefen, næstkommanderende, maskinmesteren, og operationsofficeren. Udover chefmessen er der tre andre spisesteder på skibet, og alle civile besætningsmedlemmer er fordelt mellem spisestederne, men der er ikke forbudt at skifte lidt rundt.
Unægteligt er det en fordel både at bo og spise i nærheden er chefen. Her er servicen i top, idet Lisbeth laver og serverer maden, gør rent på luk-af-erne og i det hele taget er meget opmærksom på de små fornødenheder, som dagligdagen måtte afsløre. Og så den ikke helt uvæsentlige detalje, at luk-af-erne heroppe er single i modsætning til andre alle steder, hvor de er dobbelte - undtagen "Dødemandsgangen", hvor der også er enkeltværelser, nok en kompensation for den lidt sigende benævnelse.
Kl. 7.30 afholder jeg møde med forskningsprojekternes ledere, fiskemester, teknikmand og hvem andre, som den pågældende dag måtte have en central rolle. Vi aftaler tidspunkter, grejtype og -anvendelse og alle andre forhold af betydning. Mødet kan kun tage et kvarter, idet mine kolleger først spiser morgenmad mellem 7.45 og 8.15. Derfor har der udkrystalliseret sig en rutine, hvor vi den foregående aften stort set har lagt planen ved småmøder på dækket - det er så den endelige konfirmation, som finder sted om morgenen.
Oplysningerne og ønskerne fra forskningsprojekterne er nemlig vigtige at kunne medtage til skibsledelsesmødet kl. 8.30. Chefen spørger bordet rundt om dagens opgaver. Altid samme rundgang om bordet, og altid samme pladser. Først maskinmester, så banjermester, næstkommanderende, operationsofficer og til sidst undertegnede.
Mine civile kolleger har efter morgenmaden taget laboratorierne og tastaturerne i brug. Seks laboratorier er placeret agterude på skibet, og er forsynet med de nødvendige analyseinstrumenter, som de forskellige projekter benytter. Derudover er der over hele skibet, også i luk-af-erne, internetopkobling, så der er masser af arbejdspladser - og masser af arbejde, som skal udføres. En rundgang på dækkene vil afsløre få og små grupper af sludrende, mens de fleste kolleger sidder bøjet over PC-erne og andre kan gennem koøjerne ind til laboratoriecontainerne iagttages i fuld sving med naturvidenskabelige analyser.
Så følger pressemødet, som ledes af næstkommanderende. Dagens forventede udvikling gennemgås for presse- og undervisningsmedarbejderne, og deres spørgsmål besvares.
På baggrund af møderne har jeg nu materiale til at kunne opdatere skibets informationssystem, og det gør jeg sammen med Jan, som er kampinformationsbefalingsmand. Med den titel skulle han gerne have arbejdstid tilovers.
Frokosten serveres mellem 11.30 og 12.30, afhængig af hvilket "skifte" man er på. Eftermiddagen går med forefaldende arbejde, herunder skriblerier a la dette, rapporter til Dansk Ekspeditionsfond eller dét at planlægge aftenens underholdning - i aften René Forsberg fra Danmarks Rumcenter, som vil fortælle, hvad havets buler, indlandsis og GPS har med Salomon-øerne at gøre. Det kunne jo være rart at vide, og det meste af eftermiddagen går da også for mit vedkommende med at blive klogere - med besøg i laboratorierne, hvor en formidlingsvant forskerstab gerne lægger skalpeller, pipetter, muslinger, bakterier, koralprøver, fisk og flasker til side for på jævnt sprog at fortælle om deres projekter. Der er meget at lære!
Efter aftensmad, lidt tidligt for en mand med familie, som normalt først kommer til bordet ved 19-20-tiden, er der ro på skibet frem til aftenunderholdningen lidt over 19. Oftest er vor Hangar, et større halvåbent område i forlængelse af laboratoriebyen, fyldt med 30-40 marinefolk, forskere og pressemedarbejdere.
En sludder på dækket i små grupper afslutter dagen, og alle trækker langtsomt, individuelt eller i smågrupper, til rum, hvor der kan spilles, arbejdes, ses film, eller man søger luk-af-et, hvor internettet anvendes til telefonopkald eller køjen til en god bog.
Bedste hilsener fra farvandet mellem Australien og Ny Caledonien, på vej ind i det Tasmanske Hav, i lettere blæst, mindre bølger, let overskyet, ca. 25 grader - og i godt mod.
cul
Chefmessen, hvor jeg spiser, ligger på næstøverste dæk - øverst er broen. Omkring chefmessen bor chefen, næstkommanderende, maskinmesteren, og operationsofficeren. Udover chefmessen er der tre andre spisesteder på skibet, og alle civile besætningsmedlemmer er fordelt mellem spisestederne, men der er ikke forbudt at skifte lidt rundt.
Unægteligt er det en fordel både at bo og spise i nærheden er chefen. Her er servicen i top, idet Lisbeth laver og serverer maden, gør rent på luk-af-erne og i det hele taget er meget opmærksom på de små fornødenheder, som dagligdagen måtte afsløre. Og så den ikke helt uvæsentlige detalje, at luk-af-erne heroppe er single i modsætning til andre alle steder, hvor de er dobbelte - undtagen "Dødemandsgangen", hvor der også er enkeltværelser, nok en kompensation for den lidt sigende benævnelse.
Kl. 7.30 afholder jeg møde med forskningsprojekternes ledere, fiskemester, teknikmand og hvem andre, som den pågældende dag måtte have en central rolle. Vi aftaler tidspunkter, grejtype og -anvendelse og alle andre forhold af betydning. Mødet kan kun tage et kvarter, idet mine kolleger først spiser morgenmad mellem 7.45 og 8.15. Derfor har der udkrystalliseret sig en rutine, hvor vi den foregående aften stort set har lagt planen ved småmøder på dækket - det er så den endelige konfirmation, som finder sted om morgenen.
Oplysningerne og ønskerne fra forskningsprojekterne er nemlig vigtige at kunne medtage til skibsledelsesmødet kl. 8.30. Chefen spørger bordet rundt om dagens opgaver. Altid samme rundgang om bordet, og altid samme pladser. Først maskinmester, så banjermester, næstkommanderende, operationsofficer og til sidst undertegnede.
Mine civile kolleger har efter morgenmaden taget laboratorierne og tastaturerne i brug. Seks laboratorier er placeret agterude på skibet, og er forsynet med de nødvendige analyseinstrumenter, som de forskellige projekter benytter. Derudover er der over hele skibet, også i luk-af-erne, internetopkobling, så der er masser af arbejdspladser - og masser af arbejde, som skal udføres. En rundgang på dækkene vil afsløre få og små grupper af sludrende, mens de fleste kolleger sidder bøjet over PC-erne og andre kan gennem koøjerne ind til laboratoriecontainerne iagttages i fuld sving med naturvidenskabelige analyser.
Så følger pressemødet, som ledes af næstkommanderende. Dagens forventede udvikling gennemgås for presse- og undervisningsmedarbejderne, og deres spørgsmål besvares.
På baggrund af møderne har jeg nu materiale til at kunne opdatere skibets informationssystem, og det gør jeg sammen med Jan, som er kampinformationsbefalingsmand. Med den titel skulle han gerne have arbejdstid tilovers.
Frokosten serveres mellem 11.30 og 12.30, afhængig af hvilket "skifte" man er på. Eftermiddagen går med forefaldende arbejde, herunder skriblerier a la dette, rapporter til Dansk Ekspeditionsfond eller dét at planlægge aftenens underholdning - i aften René Forsberg fra Danmarks Rumcenter, som vil fortælle, hvad havets buler, indlandsis og GPS har med Salomon-øerne at gøre. Det kunne jo være rart at vide, og det meste af eftermiddagen går da også for mit vedkommende med at blive klogere - med besøg i laboratorierne, hvor en formidlingsvant forskerstab gerne lægger skalpeller, pipetter, muslinger, bakterier, koralprøver, fisk og flasker til side for på jævnt sprog at fortælle om deres projekter. Der er meget at lære!
Efter aftensmad, lidt tidligt for en mand med familie, som normalt først kommer til bordet ved 19-20-tiden, er der ro på skibet frem til aftenunderholdningen lidt over 19. Oftest er vor Hangar, et større halvåbent område i forlængelse af laboratoriebyen, fyldt med 30-40 marinefolk, forskere og pressemedarbejdere.
En sludder på dækket i små grupper afslutter dagen, og alle trækker langtsomt, individuelt eller i smågrupper, til rum, hvor der kan spilles, arbejdes, ses film, eller man søger luk-af-et, hvor internettet anvendes til telefonopkald eller køjen til en god bog.
Bedste hilsener fra farvandet mellem Australien og Ny Caledonien, på vej ind i det Tasmanske Hav, i lettere blæst, mindre bølger, let overskyet, ca. 25 grader - og i godt mod.
cul
Abonner på:
Opslag (Atom)
